Debatten om, hvad det vil sige at være dansk, har i årevis raset i det politiske landskab. Hvad der burde være et spørgsmål om fællesskab og statsborgerskab, er ofte blevet forvandlet til en politisk kampplads, hvor grænserne for ”danskhed” konstant rykkes af bizarre krav og symbolske hovsa-løsninger.
Men midt i den politiske støj må vi spørge os selv:
Kan danskhed virkelig måles i svinekød, håndtryk og stamtræer?
Fra frikadellekrig til tvungne håndtryk
Gennem det seneste årti har danske politikere overgået hinanden i kreative – og til tider groteske – bud på, hvad der gør en person ægte dansk.
- Frikadellekrigen: Vi har oplevet ophedede debatter i kommunalbestyrelser, hvor politikere har kæmpet indædt for, at svinekød i daginstitutioner er selve fundamentet for vores nationale identitet. Som om evnen til at fordøje en flæskesteg skulle være adgangskravet til det danske rige.
- Håndtryksloven: Et andet opsigtsvækkende kapitel blev skrevet, da Folketinget vedtog, at man absolut skal give hånd til borgmesteren ved grundlovsceremonien for at få sit statsborgerskab. En fysisk berøring blev pludselig ophøjet til den ultimative lakmustest på loyalitet mod staten.
- Jens Philip-sagen: Mest absurd blev det måske, da den daværende politiker Martin Henriksen på landsdækkende tv udtalte, at en ung, herboende gymnasieelev, Jens Philip Yazdani, ikke nødvendigvis kunne kalde sig dansk – på trods af at han er født og opvokset i Danmark, taler fejlfrit dansk og engagerer sig dybt i det danske samfund.
Når definitionen på danskhed bliver så snæver, ender den med at ekskludere i stedet for at inkludere.
Kernen i danskheden: Statsborgerskab og respekt
Hvis vi skræller de populistiske pointjagter og de bizarre politiske udmeldinger væk, står vi tilbage med en langt mere sund og realistisk definition:
Uanset hvor du stammer fra i verden, så er du dansk, hvis du har dansk statsborgerskab, overholder landets love og respekterer de danske traditioner og værdier.
Danskhed handler ikke om blodets bånd eller dine bedsteforældres fødested. Det handler om et aktivt tilvalg. Når en person tager det danske statsborgerskab, indgår man en kontrakt med det danske samfund. Man forpligter sig til at værne om demokratiet, ligestillingen, ytringsfriheden og den gensidige tillid, som vores velfærdssamfund er bygget på.
At være dansk betyder også at tage del i fællesskabet. Det betyder ikke, at man skal glemme sine egne rødder, men det kræver, at man respekterer og tager del i de danske traditioner – om det så er at fejre sankthans, deltage i foreningslivet eller blot forstå værdien af den uformelle danske omgangstone og det berømte begreb “hygge”.
Et fællesskab med plads til alle
Hvis danskheden skal overleve og forblive stærk i en globaliseret verden, må vi holde op med at bruge den som en ekskluderende klub for de få.
Når du har passet i hånden, respekterer spillereglerne og bidrager til fællesskabet, så er du dansk. Længere behøver den historie slet ikke at være.